Børge Mogensen kopieret af Ralph Lauren
Det ses fra tid til anden at der bliver kigget lige lovlig efter dansk design, når der skabes nye ting rundt omkring i verden. Ved et af de seneste eksempel bliver Børge Mogensen kopieret af Ralph Lauren. Det store amerikanske modehus, Ralph Lauren, med designeren af samme navn i spidsen, har her i 2016 lanceret en lænestol, som de kalder Sonora Canyon Sling Chair. En stol, der efter min klare overbevisning er mere end lige lovligt inspireret af Børge Mogensens Model 2224, som han tegnede tilbage i år 1967 og som blev produceret hos Fredericia Furniture.
Jeg har i den forbindelse taget kontakt til Fredericia Furniture for at få deres input i sagen. Ejer af møbelproducenten, Thomas Graversen, udtaler følgende til Skandinaviskdesign.dk;
“Det er naturligvis ikke i orden, at Ralph Lauren kigger i Børge Mogensens bagkatalog og lader sig så direkte inspirere. Det er sørgeligt når et så stort internationalt anerkendt brand som Ralph Lauren ikke selv kan finde ud af, at udvikle og formgive en stol uden at stjæle andre anerkendte designeres idéer. Meget trist.
Det foregår hele tiden. Vi har set det i Kina i mange år, og fra Voga og Designers Revolt, der længe har solgt kopier af de danske klassikere. Det specielle her er at det Ralph Lauren, og at han tillader sig at tage godt og vel 6000 dollars for stolen. Rettighederne er end ikke udløbet. Ophavsretten ligger hos familien Mogensen og det gør den i 70 år efter Børge Mogensens død, hvilket først er i år 2042!”, udtaler Thomas Graversen til mig.
Stolen findes endvidere også i en model med armlæn, betegnet som Model 2225, og ligeledes oprindeligt produceret hos Fredericia Furniture. Den har Ralph Lauren dog ikke kopieret – endnu.
Børge Mogensens stol fra år 1967 (top) og så stolen fra Ralph Lauren her fra år 2016.
Bedøm selv – men jeg er personligt ikke i tvivl.
http://skandinaviskdesign.dk/boerge-mogensen-kopieret-af-ralph-lauren/